Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/469

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

455

kunde jeg sige, at jeg aldrig havde kjendt, ja aldrig seet dem ret for mig førend i denne Stund.

O Lili! Allerede i Verden var hun forekommen mig at bære en uforkrænkelig Dejligheds Krone. Men Lili nu og Lili før vare ligesom Dag og Nat i Forhold til hinanden; En saadan fuldendt, straalende, ligesom gjennemsigtig Skjønhed er det aldrig blevet forundt noget dødeligt Øje at skue, endikke nogen menneskelig Fantasi at forestille sig. — Hellig, Hellig! — lød det over til mig fra hvert af hendes Træk, hver Form i hendes Skikkelse, fra Kronen paa hendes Isse, fra Palmegrenen i hendes Haand, fra hver en Fold i hendes hvide Klædebon. Da hun slog det lysende Blik ivejret, var det, som om dets Straaler traf mig, og jeg bævede og blussede ligesom en Flamme i Vinden. Og det englelige, salige Smiil, som ledsagede Blikket, det var livagtig, som om det gjaldt alene mig. Men det var kun en Indbildning. Ingen kan hisset ovrefra see herover, — Gud være lovet derfor! Hun var nær, ganske nærved mig, idet jeg længtes og i Aanden udstrakte mig over alle Grændser. Men jeg var langt, langt borte fra hende. Thi vistnok længtes ogsaa hun, men ikke ud over Afgrunden, ikke i Retning af Helvedes Pine. Fra hendes Tanke, fra hendes Hjerte var jeg dog ikke langt borte. O vee mig, vee! — Skal jeg hyle eller juble? — Jeg kunde nu læse i hendes fromme Hjerte som i en opslagen Bog. Og jeg læste. — — I klare Træk stod der skrevet, at hun virkelig, at hun af sin