455
kunde jeg sige, at jeg aldrig havde kjendt, ja aldrig seet dem ret for mig førend i denne Stund.
O Lili! Allerede i Verden var hun forekommen mig at bære en uforkrænkelig Dejligheds Krone. Men Lili nu og Lili før vare ligesom Dag og Nat i Forhold til hinanden; En saadan fuldendt, straalende, ligesom gjennemsigtig Skjønhed er det aldrig blevet forundt noget dødeligt Øje at skue, endikke nogen menneskelig Fantasi at forestille sig. — Hellig, Hellig! — lød det over til mig fra hvert af hendes Træk, hver Form i hendes Skikkelse, fra Kronen paa hendes Isse, fra Palmegrenen i hendes Haand, fra hver en Fold i hendes hvide Klædebon. Da hun slog det lysende Blik ivejret, var det, som om dets Straaler traf mig, og jeg bævede og blussede ligesom en Flamme i Vinden. Og det englelige, salige Smiil, som ledsagede Blikket, det var livagtig, som om det gjaldt alene mig. Men det var kun en Indbildning. Ingen kan hisset ovrefra see herover, — Gud være lovet derfor! Hun var nær, ganske nærved mig, idet jeg længtes og i Aanden udstrakte mig over alle Grændser. Men jeg var langt, langt borte fra hende. Thi vistnok længtes ogsaa hun, men ikke ud over Afgrunden, ikke i Retning af Helvedes Pine. Fra hendes Tanke, fra hendes Hjerte var jeg dog ikke langt borte. O vee mig, vee! — Skal jeg hyle eller juble? — Jeg kunde nu læse i hendes fromme Hjerte som i en opslagen Bog. Og jeg læste. — — I klare Træk stod der skrevet, at hun virkelig, at hun af sin
