Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/470

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

456

ganske Sjæl havde elsket mig. Hun havde elsket mig med hele et jomfrueligt Væsens ubevidste, men dybe, hellige Kjærlighed. Hun elskede mig endnu. Hun bar mig i sit Hjerte, jeg kom aldrig ud af hendes Tanker; hun længtes inderlig efter mig, men uden Smerte. Det var paa min Side, paa denne Side af den svælgende Afgrund, at al Smerten var.

Hvad skal jeg sige? Fortvivlelsen er mig en tilvant, dagligdags Ting. Den er ligesom en evigbrændende Lampe i mit Indre. Snart blusser den ivejret, snart døer den hen, men udslukkes aldrig. I dette Øjeblik blev der gydt Æther i min Lampe; Henrykkelse kom til Fortvivlelsen, Du maa vel kunne fatte, med hvilken Virkning. Højt slog Flammen ivejret og udbredte sig gjennem hele mit elendige Væsen. Jeg gik ligesom op i Flammer! — —

— See, see, saa meget har Du forspildt! — skreg det uafladelig i mit Indre. — Kan Du undre Dig over, at jeg neppe agtede paa min Fader, min fromme og gode Fader, ved Siden af hende, at jeg ikke kan huske eet eneste af de blide, søde Ord, som mine Kjære vexlede med hverandre? Sandsynligviis vilde jeg ogsaa have hørt mit Navn nævne i en usigelig Kjærlighed. Men jeg saae og hørte Intet mere, efter at have seet Lili og erfaret, at hun elskede mig. — See, see, saa meget har Du forspildt!—Jeg var Fortvivlelsens værgeløse Bytte. Forgjæves stred jeg imod for endnu blot at faa et Glimt af hende — hende! Ude af mig selv sank jeg sammen.