459
staser? — Fortvivlelse, — siger Du: — lutter Fortvivlelse. — Ja, naturligviis. Men i Fortvivlelsen gjør sig en naturlig Trang gjældende til at fly for sig selv, eller i alt Fald at finde Bedøvelse.
Men jeg kan hverken det Ene eller det Andet. I Verden kan det undertiden lykkes; heri Helvede aldrig, aldrig. Naar jeg da atter har gjort denne unyttige Erfaring, holder jeg pludselig inde og seer mig omkring, og gjenfinder da ofte mig selv paa heelt underlige Steder.
Men det underligste Sted af alle, det er dog — — — det Sted, som jeg nylig er kommen fra. Som en Daare foer jeg did; som en Daare kom jeg tilbage. Rædselen drog mig hen, Rædselen jog mig hjem, og nu sidder jeg her igjen, som Du vel har mærket, mere end halv forstyrret.
Der gives en Fart til bestemt Maal, som udentvivl hver eneste Sjæl heri Helvede, i det Mindste een Gang, har foretaget sig. For saa vidt kunde denne Fart passende kaldes en Valfart. Enten det nu er begrundet i en vis uimodstaaelig Drift, som er fælles for Alle, eller det simpelthen maa tilskrives den forunderlige Tiltrækningskraft, som det Rædselsfulde udøver over Sjælene, — Alle maa de afsted, for eller senere. Du veed, hvilket Tilløb der plejer at være ved en Henrettelse i Verden. Det er besynderligt. Men, ikke sandt, endnu meget besynderligere vilde det dog være, om Nogen følte sig uimodstaaelig hendragen til at bivaane sin
