462
Lyster og Lidenskaber. Jeg gruer, jeg gruer!— — — Lysten kunde komme over mig tredie Gang.
Jeg seer, at jeg har skrevet: saa nogenlunde at tilsredstille Dig. — Det er saa godt som et Løfte, og Løfter, navnlig de smaa, som det ikke var svært at holde, havde altid noget Helligt for mig. Jeg maa vel altsaa overvinde mig selv og fortælle Dig lidt Mere endnu. Men det siger jeg Dig forud, de Aabenbarelser, jeg har at gjøre, ere ikke for svage Sjæle, som sætte en god, rolig Slummer over alle Ting i Verden.
— — Da jeg i sandseløs Gru foer tilbage fra Afgrunden, ligesom undsluppen Satan og hans Engle, hvorledes, veed jeg ikke, var jeg nærved at styrte lige i Armene paa et Menneske, som kom mig imøde.
Men var det ogsaa et Menneske, denne uformelige Skikkelse med det knuste, sønderrevne Legeme og de gyselig fordrejede Ansigtstræk? Ja, det var, og efter Beskrivelsen var det let at kjende. Dette Menneskes Navn var Judas Ischarioth.
Om Halsen bærer han en sønderbrudt Strikke; i Haanden holder han de tredive Sølvpenninge. Strikken snærer ham frygtelig omkring Halsen; Pengene brænde ham i Haanden. Ofte kaster han Pengene bort; men de vende bestandig igjen tilbage. De gjøre hver Gang blot en lille Rundar i Verden, og ligge saa atter, blodige, som de ere, i hans sammenknugede Højre. Saa hører Man ham stønne: — Hvad kommer det os
