Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/483

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

469

jeg herefter kun vil faa Smaapiinsler at drages med. Disse ere i Virkeligheden kun for lidet at regne. Mit Væsen er ligesom deelt imellem mange store Smerter. Blandt disse, det er begribeligt, kan der jo vel være een, som er stor endog blandt de store. Fordi Træerne i Skoven ere mange og store, kan jo eet Træ nok være det største og rage op over alle de øvrige. Nuvel, til dette store Træ i Skoven har jeg i den sidste Tid ligesom været naglet. Hvad agtede jeg da vel paa de andre Træer, og hvad agtede jeg paa Myggesværmene? Ja, for at blive ved Lignelsen, de onde Erindringer ere ligesom Myggene, der sværme paa de aabne Pletter i Skoven.

Det var dog et yndigt Billed, ikke sandt? — Helvedes Pine — en Sommerdags Vandring igjennem Skoven! Nuvel, kan Du holde dette Billede fast, saa gjør det! — Din Ven vandrer igjennem Skoven, og det Værste, han har at beklage sig over, det er Myggene.

Stik paa Stik.

— Jeg havde engang taget et kjønt, ganske ungt Menneske i min Tjeneste. Paa en Maade var han en Arv efter Tante Betty; det var nemlig for hendes Skyld, at jeg tog mig af ham. Men, Gud naade sig, som jeg tog mig af ham! Jeg veed ikke, hvorledes det kom, men strax fra Begyndelsen fik jeg Noget imod ham. Du veed, det gaaer saa ofte saaledes i Verden, og Man lægger ingen videre Vægt derpaa. Min nye Tjener var maaskee lidt indskrænket, men havde ganske sikkert