Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/484

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

470

den bedste Villie. Men Intet kunde han gjøre mig tilpas. Han kunde ikke saa meget som staa eller gaa rigtig for mig. Tidlig og sildig hakkede jeg paa ham; jeg troer endog, jeg fandt en vis Tilfredstillelse deri. Nu rinder mig hvert af de bidende, krænkende Ord ihu, som jeg henvendte til ham, og han viser mig atter og atter sit bedrøvede Ansigt. Han kunde naturligviis ikke holde det ud hos mig, og maatte see sig om efter en anden Plads. Den var jeg dog saa god at skaffe ham. Men det var kun en lidet opmuntrende Begyndelse for et stakkels Menneske, som skulde tjene sig frem i Verden. Og han havde fortjent det bedre. Efterat han havde forladt Huset, kom der mere end eet Træk for Dagen af en næsten rørende Hengivenhed og Troskab hos det unge Menneske, som var blevet saa ilde behandlet.

Det er kun en Ubetydelighed, seer Du. Men den har sin Braad, og Stikkene smerte.

— I Staden havde jeg en lille Have ved Gaarden. Paa den ene Side vendte Naboens Huus ud derimod med en blind Muur. Dog ikke ganske blind; temmelig langt nede var der et Vindue. Det var ligesom et Øje paa Huset, og jeg bildte mig ind, at dette Øje ikke lod mig afsyne. Det var kun en Indbildning; thi bagved Vinduet sad en fattig Sypige, hvem Arbejdet gav Andet at tænke paa end at udspejde mig. Det forstaaer sig, nu og da saae hun ned i Haven; hun dristede sig endog til, Morgen og Aften at lukke sit Vindue op.