472
— Jeg var paa en Ridetuur. Midt i en Landsby holdt jeg stille; jeg skulde tale med en Mand, hvis Bolig jeg ikke ret kjendte. Men Landsbyen var i den hede Middagsstund ligesom uddød; der var ikke et Menneske at see, som kunde holde min Hest, undtagen en nydelig ung Bondepige, som viste sig i een af Dørene. Paa mit Vink traadte hun ud, halv skjelmsk, halv undseelig, og lod sig uden Vanskelighed formaa til at tage mod Hesten, saa at jeg kunde gaa mit Ærinde.
Da jeg kom tilbage, frembød et ejendomlig smukt og interessant Skue sig for mig. Min Halvblodshoppe var bleven utaalmodig; den unge Pige havde ondt ved at styre den, og befandt sig aabenbart i stor Forlegenhed. Under Striden med det modvillige Dyr udfoldede hendes slanke Skikkelse saa skjønne Former og Bevægelser, der var et saadant Spil i hendes smukke Ansigt mellem Angst og Ærgrelse, at jeg følte mig ganske betagen, og, istedetfor at træde frem og hjælpe hende ud af den kritiske Stilling, hvori jeg havde bragt hende, traadte i Skjul tilsiden for i Ro og Mag at kunne betragte denne pikante Scene. Det var en Quasi-Pendant til Hestebctvingerne paa monte cavallo i Rom. Stilen var rigtignok betydelig lavere. Men her var den levende friske og skjønne Ungdom i Kjød og Blod.
Der var ingen Fare. Min Hoppe var ingenlunde vild, tværtimod ualmindelig kjælen. Det var kun en Leeg, den opførte; men den unge Pige forstod sig ikke derpaa, og vidste ikke, hvorledes hun skulde tage sig
