481
nedgang, hvor meget Yndigt og Velgjørende har den ikke stedse havt for mig, det være sig i Vest eller Øst, Syd eller Nord! Men denne Aften paa Bjerget i Galilæa, — det var een af de sidste fuldkommen lykkelige Aftener, jeg oplevede i Verden. Ja, maaskee var det den allersidste.
Da Mørket ganske var faldet paa, — ved at tale om Mørke kommer jeg til at tænke paa de Myriader af Stjerner, som funklede over os, ikke som hjemme, paa en blaa anskuelig Himmelhvælving, men frem af et dybt, uudgrundeligt Mørke, hvorved deres Glands vel ti Gange bliver fordoblet — da Mørket ganske var faldet paa, tændte vi flere Baal og satte de fornødne Vagter ud. Det var ikke blot for en Forms Skyld; intetsteds er Man paa Rejsen i det hellige Land sikker for Beduinerne. Men her var det ikke vanskeligt at sikkre sig. Vi vare ligesom i en Fæstning; Bjerget var vort.
Lampen var tændt inde i Teltet; derinde tilbragte vi den sidste Aftentime hyggelig og fortrolig med hverandre. Lili oplæste for os Beretningen om Frelserens Forklarelse paa Bjerget. Der var Intet saa vel istand til at stille Uroen i mit Indre, som hendes søde Stemme; Røsten i og for sig var i alvorligere Øjeblikke Nok til at vække Andagt hos mig. Men det var kun ligesom et forbigaaende frisk Vindpust i Dagens lummerhede Atmosfære. Snart laa min Sjæl atter nede, som en Sommerfugl, der basker med Vingerne i Støvet. Saaledes ogsaa i denne Time.
