482
— Du befinder Dig vel, Lili? — spurgte jeg, da hun gav mig sin Haand til Godnat.
— Usigelig vel. — svarede hun med et lykkeligt Smiil: — Jeg føler mig saaledes heroppe, som om jeg aldrig kunde bestemme mig til igjen at stige ned. —
Jeg kunde paa Trykket af hendes Haand, som ikke vilde give slip, og af hendes Blik, som endnu hang ved mit, tydelig mærke, at hun endnu havde Noget at sige mig. Jeg bøjede mit Øre ned til hende, og hun tilhviskede mig:
— Glem ikke at bede, inden Du slumrer ind! Her bad Frelseren ogsaa for Dig! —
Atter en frisk Luftning; Sommerfuglen hævede sig paany. Med et rørt Hjerte forlod jeg hende.
Min Soveplads var foran Teltets Indgang. Jeg hyllede mig ind i min Burnus og lagde mit Hoved til Hvile. Dog ikke for strax at sove; jeg maatte jo først bede. Men bede ret af Hjertet, det havde jeg ikke formaaet, siden jeg var et Barn. I den senere Tid havde jeg vel ofte forsøgt derpaa; men altid havde jeg maattet føle, at Noget manglede, ak, ikke blot Noget, men det Vigtigste, det, hvorfra Bønnen skal gaa ud og tage Flugt mod det Høje. Idet jeg nu denne Aften tog mig for at samle mine Tanker til Bønnen, adspredtes de tværtimod til alle Sider, og min Sjæl blev igjen fuld af Uro og Pine. Jeg kunde ikke bede; det var forgjæves, at jeg stred derfor. Og sove kunde jeg ikke heller; thi først maatte jeg jo have bedet. Det var ganske stille
