Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/497

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

483

inde i Teltet; men udenfor var der ingen Fred at finde. Jeg stirrede op mod Himlen; Stjernerne syntes at være mig saa nær, at jeg kunde gribe dem med Hænderne. Jeg ligesom følte mig knuget af Himlens Hvælving, og Firmamentets Uendelighed næsten forfærdede mig. Nattens mangfoldige underlige Lyde satte ogsaa min Fantasi og mit Blod i Bevægelse. Snart var det et Vildsviin, som med Larm brød gjennem Krattet, snart det fjerne Hyl af en Shakal nede paa Sletten; snart var det een af Beduinerne eller Tyrkerne, som vred sig isøvne og snakkede over sig i underlige Toner.

Det var Midnat. Mit Uhr slog af sig selv i Lommen, som det forekom mig, saa højt som nogen Kirkeklokke. Utaalmodig vendte jeg mig igjen paa Lejet og fæstede mit Blik paa Gløderne af et hendøende Baal. Medens jeg stille laa saaledes, var det livagtig, som om Lilis Stemme igjen lød i mit Øre; hun læste op for mig om Frelserens Forklarelse paa Bjerget. Jeg saae Frelseren for mig mellem Moses og Elias, i guddomlig Herlighed. Da faldt mine Øjne til. Jeg havde bedet, uden at vide deraf; den frigjorte Sjæl havde holdt Bøn paa egen Haand, uafhængig af Kjødets Væsen og Villie. Jeg slumrede ind og sov sødt indtil Dagbrækningen.

Morgenrøden brød frem over Astaroths Høje hiinsides Tiberias Sø, da jeg nærmede mig den nordlige Skrænt. Ved et gammelt Muurværk standsede jeg, og var snart hensunken i Forventningen af, hvad der vilde