486
Var det Lili, som talte? Det var ikke første Gang, jeg maatte studse over den Fylde og Frihed, hvormed hun udtalte sig. Det var forbavsende, saa hastig hendes Væsen i den sidste Tid var skredet frem til Modenhed. Men det var ængsteligt tillige; det var udtrykkelig, som om hun skyndte sig at blive færdig med denne Verden.
— Veed Du vel, Otto, — vedblev hun, idet hun tog min Arm for at gaa: — jeg har en Følelse, som om jeg aldrig mere kunde finde mig tilrette nede paa Jordens Flade. Det er en saare lykkelig Følelse; men der er tillige noget usigelig piinligt deri. Jeg siger ikke, at jeg vilde give Aar af mit Liv, men jeg vilde give Meget, Meget for at kunne forlænge vort Ophold herpaa Bjerget. Een eller et Par Dage, — hvad siger Du dertil, Otto, kjære Otto? —
— Troer Du, at det vilde gjøre Dig saa godt, Lili? — spurgte jeg vemodig.
— Ganske vist; jeg føler mig allerede meget bedre. Jeg aander saa let, og mit Hjerte er saa frit og roligt. —
— Nu, saa tal med Moder derom! Jeg vil, hvad Du vil, min egen Lili. —
Imidlertid var det blevet levende paa Bjerget. I Lejren herskede en travl, skjøndt stille Bevægelse. Nye Baal vare blevne tændte. Nogle syslede med Kaffen, Andre bagte paa hede Stene Fladbrød af Hvede, Byg eller Majs; Nogle vandede og afgnede Hestene, Andre
