492
vorlig Forskrækkelse, og søgt Tilflugt hos min respektable Personlighed.
Da hun igjen var kommen lidt til sig selv, spurgte jeg venlig, Hvo der havde forfulgt hende.
Hun slog sit dueblide Blik ivejret, og det lod næsten til, at hun var paaveje til at faa en ny Forskrækkelse, saa spæd og bly var hun. Imidlertid svarede hun dog:
— Han forfølger mig altid. Jeg veed ikke hans Navn; men det er ham, der altid spørger om Beatrice. Han troede, at jeg var Beatrice. —
Jeg vidste strax, hvem hun meente. Det er een af Helvedes, om jeg saa maa sige, offentlige Personligheder. Betegnelsen er skjæv, ligesom overhovedet alle Begreber, hvilke vi have bragt med os fra Verden, her ere skjæve. Thi i Helvede ere alle Personer offentlige, uden at een Eneste er det i den Betydning, som med Ordet forbindes i Verden. Offentlig, det vil her kun sige, at Man kjender ham paa alle Strøg af Helvede, peger Fingre ad ham, vrænger ad ham: — hvor er Beatrice, har Nogen seet Beatrice? — Disse Spørgsmaal fører han nemlig overalt og uafladelig i Munden; det er al hans Tanke og Begjær, det er hans fixe Idee: — hvor er Beatrice? — Han er overbeviist om, at hun maa være i Helvede; — thi — siger han: — — dog, lad mig tie med disse Afskyeligheder! Og han søger hende med en Begjærlighed saa indtændt og glubende, at jeg, endog her, aldrig har kjendt dens Mage. Men endnu søger han hende forgjæves. Fandt
