493
han hende, antager jeg for vist, at endog Helvede vilde føle sig oprørt over, hvad der da vilde gaa for sig. Iøvrigt er han een af de modbydeligste Personer, jeg har lært at kjende, og det vil sige Meget heri Helvede. Han seer ud som et sandt Complex af alle Verdens Laster, udbrændt lige indtil Hjerteroden, uden anden Sjæl end den vilde Lidenskabs Brynde, som aldrig lader ham Ro. Og saa de afskyelige Saar, som han bærer tilskue! Af hvert enkelt gaber En den visse Død gruelig imøde. Det følger af sig selv, at saadan, som han er, hører han til Udskuddet heri Helvede. Det var altsaa ikke saa underligt, at den puur unge, blufærdige Kvinde havde ladet sig forfærde af ham. Blot eet eneste af disse i en ureen Ild glødende Blikke maatte være Nok til at jage selve Uskyldigheden i et Musehul. I Mangel af Musehul havde den her søgt sin Tilflugt i mine Arme.
— Du er altsaa ikke Beatrice? — spurgte jeg. — Nej, — svarede hun med et mildt Blik: — jeg er Emily. —
Videre kom vi ikke dengang i vort Bekjendtskab; men det var tydelig at mærke, at Intet vilde være tilhinder for en Fortsættelse.
Da jeg forlod hende, kunde jeg ikke Andet end anstille nogle særegne Betragtninger. — Hvorledes var et Væsen som denne Emily kommet i Helvedes Pine? Hun var den skjønne, naive Kvindeligheds udtrykte Billede. I Skjønheden ligger der vistnok ingen Sikkerhed; det er tværtimod for en stor Deel de allersmukkeste
