494
Folk, som fare til Helvede. Men desto større Betryggelse skulde der synes at ligge i Naiviteten. Dette bly og frygtsomme Væsen kunde umulig være Forstillelse; overhovedet udtrykte hendes Person i alle Henseender den rene, skjære Natur. Hun var fiin og yndig, ikke alene af Skabning og Ansigtstræk, men i alle sine Lader. Det var, som om Sjælen i al Uskyldighed straalede overalt igjennem.
Og hun var saa ung, endnu næsten barnlig ung. Maaskee havde hun naaet sit nittende, tyvende Aar; men Man fristedes til at antage hende for yngre. I Verden har den barnlige Uskyldighed et stort Navn paa sig, og det med god Grund. Med hvor god Grund, det viser sig allerbedst heri Helvede. Paa egentlig Barndom er her nemlig en fuldkommen Mangel. Især hos Kvinden kan denne barnlige Uskyldighed vedligeholde sig meget længe, trods Kjødets og Verdens Anfægtelser. Emily lod til at have været een af disse Udvalgte og Lykkelige. Hun syntes lige udgaaet af Barndommens Alder, reen og skjær, uden saa meget som et Stænk af Verden. Men hvorledes var hun da kommen i Helvede? Det blev alene forklarligt ved hiin frygtelige Theori, at Mennesket er ondt af Naturen, at indvortesfra udvikler sig den onde Drift, om end Væsnet i sig selv er nok saa ædelt og skjønt, og holdes nok saa frit af den onde Verden.
Ikke længe efter traf jeg hende igjen. Hun bemærkede mig ikke, og jeg havde god Lejlighed til at iagt-
