Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/509

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

495

tage hende. Hun sad afsides, paa stille, men levende Maade beskjæftiget med sig selv, og frembød et ligesaa tiltrækkende som mærkeligt Skue. Hendes Dragt var nonneagtig simpel og ganske hvid; i tugtige Folder sluttede den sig om den lette, slanke Skikkelse. Hvidt i Hvidt, fra Isse til Fod, uden saa meget som en Skygge af Farve; det gjorde en sælsom, paafaldende Virkning i det fremherskende Mørke. I hendes ubeskrivelig blide Træk manglede kun Eet til en fuldkommen Skjønhed, nemlig Freden; den havde hun ikke, og kunde selvfølgelig ikke have. Med de fine Hænder syslede hun i Skjødet; det varede lidt, inden jeg blev klog paa, hvad hun egentlig foretog sig. Det var et Halsbaand af Perler, hvormed hun var beskjæftiget. Hun talte Perlerne, først frem, saa tilbage, og standsede hver Gang i Midten. Saa lod hun Halsbaandet falde tilbage i Skjødet, og vred fortvivlende sine Hænder. Smerte og Angst vare levende udtrykte i hendes skjønne Aasyn. Jeg troede endog at see Taarer i hendes store, smægtende Øjne; men det var naturligviis kun en Indbildning.

Jeg gav mig tilkjende, og satte mig hos hende.

— Er Du den hvide Dame? — spurgte jeg.

Endnu førend jeg havde udtalt Ordene, faldt mig ind, hvor taabeligt mit Spørgsmaal var. Der gives jo saa mange hvide Damer, i Tydskland alene en halv Snees Stykker.

— Jeg veed ikke, hvad Du mener. — svarede hun: — Jeg er Emily Fleming. —