496
— Fleming & Sparkman, Glasgow, Trentbury Square. — busede jeg ud. Det var Firmaet paa et ældgammelt, vidt og bredt bekjendt Handelshuus.
Dybt sukkende nikkede hun med Hovedet.
Hvad meente hun? Skulde hun høre til Firma'et?
Medens jeg tænkte derover, havde hun bundet Perlebaandet om Halsen. Hun sad fortabt i sig selv, med foldede Hænder. Jeg siger: foldede. Herved maa jeg i Forbigaaende bemærke, at rigtig folde sine Hænder kan Ingen heri Helvede. Hvad Nytte skulde det ogsaa være til?
Hun leed øjensynlig meget.
— Stakkels Barn! — sagde jeg: — Du synes at være meget ulykkelig. —
— Ja, det er jeg. — svarede hun: —— Jeg har lidt et Tab, som jeg aldrig vil forvinde. —
— Hvad har Du da tabt, arme Emily? —
— Ak, en Perle! — svarede hun hændervridende.
Kun en Perle! Isandhed, det var Lidt at komme i Helvede for. Og dog, der gives jo uvurdeerlig kostbare Perler. Saavidt jeg mindes, var der endog engang en Kjøbmand, som solgte Alt, hvad han ejede, for at kunne kjøbe en saadan fuldkommen Perle, han forefandt paa sin Vej.
— Maaskee kan Perlen endnu findes. — yttrede jeg godmodig. Det var kun en Floskel, som jeg selv var meget langt fra at fæste Liid til.
