498
sagde han: — det er egentlig ikke nogen Perle, men en Ædelsteen — betyder din ægteskabelige Tro. Denne blodrøde Perle tilhøjre betyder din Kjærlighed. Denne gjennemsigtig hvide Perle tilvenstre betyder din Uskyldighed. De mindre Perler tilhøjre og tilvenstre betegne de øvrige ægteskabelige Dyder. Hver Perle er en Dyd, og de ere mange, seer Du. Endelig Baandet, som holder Perlerne sammen, er den kvindelige Tugt og Ære. —
Saaledes talte han, og bandt Baandet om min Hals. Dengang gjorde hans Ord intet videre Indtryk paa mig; alle mine Tanker gik op i Glæden over det kostbare Smukke. Men senere er jeg kommen til at tænke desto mere over disse hans Ord. — See her er Halsbaandet! Perlerne ere der alle undtagen een, den i Midten. Men denne ene, som savnes, er bleven min Fordærvelse.
Elskede jeg ham? Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal svare herpaa. Maaskee elskede jeg ham ikke, som jeg kunde have elsket en Anden. Men saa meget veed jeg for sikkert, at jeg de første Aar af mit Ægteskab var en lykkelig Kone, lykkelig ved min Mand, lykkelig ved to smukke Børn, som vare Frugten af vor Forbindelse.
Da kom der en Ven af min Mand i Huset, en falsk Ven, ligesaa falsk som smuk. Jeg veed ikke, hvorledes det gik til; men han bedaarede mig ganske. Elskede jeg maaskee ham? Jeg tør ikke udtrykkelig sige det. Jeg var min Mand ganske anderledes hengiven end
