Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/513

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

499

ham, af Hjertet hengiven. Men min Mand havde aldrig været istand til at vække den berusende Følelse hos mig, som han vakte. Jeg havde en vis underlig Fornemmelse af Vellyst ved hans Tilnærmelse; det ligesom svimlede for mig. Hvad var det, Vanvid eller Fortryllelse? Dog nej, det laa snarere i Blodet, i mine Aarer, end i Hoved og Hjerte. Det lignede mest en Gift. Men, var det en Gift, saa var den uendelig sød. Forgjæves stred jeg mod Virkningen deraf. Nej, jeg stred egentlig ikke; thi vel vidste jeg, at det, jeg fornam, var af det Onde; men jeg hverken vilde eller kunde undertrykke det, jeg Elendige.

En Dag, da vi vare ene sammen i den store Sal, forglemte han sig i den Grad, at han omslyngede mig med sine Arme. Egentlig Modstand gjorde jeg ikke. Jeg kunde ikke; det var mig, som om jeg skulde daane. Imidlertid maa jeg dog uvilkaarlig have gjort en Anstrengelse, og under denne brast Perlebaandet omkring min Hals, og Perlerne rullede til alle Sider hen over Gulvet. I samme Nu var jeg atter ved mig selv. Ogsaa han var pludselig bleven ædru. Som om en usynlig Haand var os imellem, fore vi fra hinanden.

Ja, vi vare begge komne til Besindelse, den mest nykterne Besindelse. Jeg bød ham fjerne sig, og han adlød. Saa gav jeg mig til at opsøge Perlerne. Jeg fandt dem alle undtagen een, den blaa, min Ægteskabstro. Med hvilken Angst ledte jeg ikke, den Dag og mange Dage! Men den var ikke til at finde. I længere Tid