Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/514

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

500

holdt jeg Sagen skjult for min Mand. Ingen af Tyendet fik Lov til at betræde det ulykkelige Værelse. Og jeg ledte og ledte, under bestandig voxende Kval. Men det var forgjæves; endelig maatte jeg opgive det. Perlen var ligesom ved Hexeri forsvunden. Og endelig maatte min Mand opdage Tabet. Det var et frygteligt Øjeblik! Han sagde kun Lidt, men tænkte desto mere. Fra denne Dag hvilede der en mørk Skygge over hans Ansigt, som prædikede strengere, end Ord kunde have gjort det: — Tugt og Ære ere brudte, din Tro er borte! Hvad kan Du vel være mig efter dette? —

Hos den falske Ven syntes ogsaa Samvittigheden med Styrke at være vaagnet, og han holdt sig fra hiin Stund i sømmelig Afstand fra mig. Hvad han følte, veed jeg ikke; men i mit Inderste var der tændt en Brand, som ikke mere lod sig udslukke. Synden havde undfanget i mit Hjerte; den onde Begjærlighed vilde ikke vige. Forgjæves stred jeg imod. Mit Blik var nødt til at følge ham, min Hu til at beskjæftige sig med ham. Endog i mine Drømme beherskede han mig. Jeg kunde ikke faa ud af mine Tanker hiint Øieblik, da mit Fald havde været saa truende nært. — Skjøndt jeg inderlig gyste derved, var det dog min Lyst, at omgaaes denne Forestilling, og den onde Attraa fandt deri bestandig ny Næring. Jeg følte mig redningsløs i den Ondes Garn. Og dog — dog havde mit Hjerte været reent, indtil jeg lærte ham at kjende; det Onde havde ikke alene været mig fremmedt, men havde ligget