Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/524

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

510

igjen til os selv. Under en kortere Rast undervejs fortalte Lili mig følgende Historie.

Men den trænger til et Forord. To Ting ville udentvivl være dig paafaldende ved denne lille Historie, som handler om Troen, en skrøbelig, forvirret Tro, der forgjæves kæmper for at komme til Klarhed og Hvile.

Først dette, at Lili fortæller den, Lili, som i sin rene Barnetro, klar og trofast som Spejlet, aldrig havde kjendt Noget til disse Tvivl, disse Kampe, disse dybe Fald og dybe Smerter. Selv om hun havde læst eller hørt Historien, hvorledes var hun vel istand til at gjengive den med en saadan Livssandhed, en saadan Virkelighedens Styrke? Jeg formaaer ikke at sige det. Jeg veed ingen anden Forklaring at give end den, som ligger i Inspirationen. Jeg har, troer jeg, allerede antydet, at Lili i den sidste Deel af sin Levetid, aandelig og legemlig, udviklede sig med en forbausende Hast. Jeg maa hertil blot føje, at der med tiltagende Styrke gjorde sig ligesom en Inspiration gjældende i hendes Væsen. Hele det store Mellemværende mellem Jord og Himmel laa klart for hendes Øjne.

Og dernæst, at jeg fortæller denne Historie, jeg, som heri Helvede intet Begreb kan gjøre mig om, hvad overhovedet Tro er. Kunde jeg det, vilde jeg enten ikke være her eller med det Samme være udløst herfra. Til Forklaring af denne Besynderlighed maa jeg henvise til Noget, som staaer langt under Inspirationen, nemlig til Hukommelsen. Ja, det er simpelthen en Hukommelses-