Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/525

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

511

sag; der kommer Intet, slet intet deraf mit inderste Væsen, min Aand tilgode. Nok mit Hjerte, men ikke min Aand. Jeg kan bryde mig, saalænge jeg vil, — og troer Du ikke, jeg har gjort det? — jeg er ikke istand til at blive mig Noget bevidst, som blot har fjerneste Lighed med Tro. De enkelte Træk gaa noksom anskuelige frem for min Bevidsthed; men, saasnart jeg prøver paa at samle dem, flyde de i hverandre, og blive ganske borte.

Det gaaer hermed, som det undertiden er gaaet mig med eet eller andet Ansigt. Jeg har kunnet forestille mig det Træk for Træk: saadanne Øjne, saadan Pande, Mund og Hage, &c. Men jeg har ikke formaaet at samle Trækkene til et Billede. Aasynet, Væsnet, Personligheden har paa ingen Maade villet vise sig for mig. Grunden maa udentvivl have været den, at der, aandelig talt, var et Svælg imellem os, ligesom nu imellem mig og Frelsens Rige.

— Ak, jeg taler sandere, jeg har truffet det bedre, end jeg selv forestillede mig! — Der er et Menneske, som jeg bestandig vansmægter efter at see for mig; det er Guds Søn, som engang blev Menneske for den fortabte Verdens Skyld. Jeg kan skildre ham i enkelte Træk, tale, endog fortælle, om ham. Men ham selv, i Kjærlighedens og Naadens Fylde, faaer jeg aldrig, aldrig mere at see!

— Lad det hermed være godt! Sandheden i en Sum er denne, at, saa stor den Forvirring end var,