518
Et lyksaligt Smiil oplyste Oldingens Træk, idet han svarede:
— Søn, bekymre Dig ikke derom! Med Troen skal det ingen Nød have. Eenfoldige Barn, mener Du virkelig, at Troen kan fattes der, hvor Kjærligheden i sin Fylde er tilstede? Gak hen, hold fast ved det, Du har! Naade og Fred være med Dig mangfoldigen! —
Talte jeg ikke for nogen Tid siden om een stor
Smerte istedetfor mange? Novel, min Ven, vær kjønt
taalmodig! Jeg har noget Mere derom at sige.
Vi vandre heri Helvede altid paa Fortvivlelsens Rand; det er forstaaeligt. Der hører kun et ganske lille Stød til, saa styrte vi i Dybet. Det er naturligviis vort eget Hjertedyb, hvori vi styrte ned, et Bytte for de der løsladte onde Magter. Undertiden hengive vi os stille fortvivlende i vor Skjæbne og lade os i al Sagtmodighed sønderrive. Til andre Tider derimod gjøre vi en rasende Modstand, og lade os kun tage med blodig Vold paa hvert et Punkt. Det er afhængigt af Stemningen. Men hvor ulige er ikke denne frygtelige Kamp! Det er en Kamp med bare Hænder imod Tænder og Kløer. Ikke sandt, Du seer det tydelig for Dig?
Men det Forfærdeligste ved denne Kamp er, at jeg personlig er tilstede baade i Hænderne paa den ene Side og i Tænderne og Kløerne paa den anden. Med Hænderne er jeg fortvivlende opsat paa
