519
at værge mig; med Tænderne og Kløerne er jeg rasende opsat paa at sønderrive mig selv. Paa den ene Side gjør den naturlige Selvopholdelsesdrift sig paa det Kraftigste gjældende, paa den anden Side et unaturligt, glubende Had til mig selv.
Hvor længe disse Fortvivlelsens Paroxysmer vare, veed jeg ikke; det er vist meget ulige; nogen naturlig Grændse gives der i alt Fald ikke. Nej, nej, min Ven, tænk ikke derpaa! Heri Helvede udtømmes Naturen ikke som i Verden; der gives jo nemlig her overhovedet slet ingen Natur. Som jeg her sidder for Dig, er der ikke saa meget som et Gran, en Draabe Natur i mig.
Men Paroxysmen har dog sin Ende. Naar jeg har raset min Tid ud, naar der, saa at sige, ikke mere er nogen heel Stump tilbage af mig, stiller det lidt efter lidt igjen af, og jeg kommer i samme Forhold igjen til mig selv. Det dulmer, vilde I sige i Verden. Nuvel, det passer rigtignok ikke, som det skulde; men lad mig dog for en Gangs Skyld sige det Samme heri Helvede: — det dulmer!
Saavidt ligne alle Paroxysmer hverandre. Men undertiden — det er min Sjæls inderste Hemmelighed, jeg herved betroer Dig, — jeg vilde ogsaa gjerne sige: min dyrebareste, men der ligger Mere i dette Ord, end Helvede tilsteder, — undertiden, idet alle Nag og Smerter synke hen, træder den Korsfæstedes Billede, stort og mægtigt, ligesom seirende frem for min Aand. Ja isandhed, det
