Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/537

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

523

og indbyder Sjælen til Hvile paa utallige Punkter, det ene smukkere end det andet.

Men min Sjæl var bunden til Kysten paa denne Side; thi hun sad hos mig. Hun havde et let Haandarbejde for sig; jeg skulde læse, men havde ladet Bogen falde, og glemt mig selv og Alt omkring mig. Kun hende saae jeg for mig. Hvor hun var dejlig i sin første Blomstring, — kun Lidt over femten Aar! Vistnok, endnu smukkere blev hun; men Intet kan dog lignes ved denne første jomfruelige Ynde. Jeg veed ikke at sige Bedre, end at den har noget vist, noget usigelig rørende ved sig. Alting var saa fiint og reent og skjært hos hende; hun var at sammenligne med en Mark- eller Skovblomst, som lige har udfoldet sig. Ingen Plet eller Lyde er at paavise; den er fuldkommen i sin simple, dugbesprængte Skjønhed, — ak, hvor længe!

Det var lidt blegt, dette fine Ansigt; men det var Liliens Bleghed, naar Aftenrøden kaster sit sidste Skjær paa den. Det friske, balsamiske Ungdomsblod var i flygtig Bevægelse under den skjære Hud; der hørte saa saare lidt til at fremkalde Rødme paa hendes Kinder. Et tykt, glindsende sort Haar omgav uden Kunst hendes frie, ædle Pande, og faldt i tunge, næsten for tunge Lokker ned over hendes Nakke og Skuldre. Blikket var nedslaaet; de lange Øjenhaar kastede en karakteristisk Skygge ned paa hendes Kinder. Tusinde ubestemmelige Yndigheder laa undseelig skjulte i denne Skygge. Der var noget saa barnligt ved Ansigtets blide Oval og ved