524
denne friske Mund, at Man under Betragtningen for et Øjeblik kunde glemme Kvinden. Men ogsaa kun for et Øjeblik. Der tronede allerede en Højhed paa hendes Pande, der skjulte sig et vist overflødigt, hemmelighedsfuldt Liv i de nedslagne Øjnes Skygger, som tydelig kundgjorde Jomfruen.
Jeg sad og betragtede hende. Der var en mærkelig, jeg kunde sige hellig Ro udbredt over hendes Person og Væsen. Men det var ikke nogen død Ro. Hendes unge Barm hævede sig og sank; Bevægelsen var ikke større, end at den netop kunde spores. I stille Syssel rørte hun de smukke Hænder. Nu og da antydede et Glimt, som foer hen over hendes Aasyn, et let Smiil om Læberne, at en ny oplivende Tanke eller Forestilling var dukket frem i hendes Indre.
Men medens jeg sad saaledes fortabt i hendes Beskuelse, sank Aanden dybere og dybere i mig, og det blev til en reen kjødelig Betragtning. Ligesom med brændende Aande eftersporede jeg hendes Yndigheder; jeg ligesom fortærede, hende med mine Blikke. Jeg svælgede forud i den navnløse Lykke, at besidde hende. Nogen ureen Betragtning var det dog egentlig ikke; Gjenstand for en ureen Betragtning kunde Lili aldrig blive. Men Kjødet i mig havde ganske taget Aanden fangen.
Jeg havde glemt mig selv. Dog ikke det Mindste undgik mig, som kunde blive Gjenstand for Iagttagelse hos hende. Jeg lagde Mærke til, hvorledes en fiin Rødme lidt efter lidt steg hende til Kinderne, og efter-
