525
haanden udbredte sig til Pande og Hals; kort efter bemærkede jeg tydelig, at hendes Hænder ligesom skjælvede. Det var lutter Advarselstegn. Men jeg lod mig ikke advare; jeg kunde ikke løsrive mig.
Endelig slog hun med et Udtryk af blid Uvillie, som, parret med en vis ædel Stolthed, blev en ny ubeskrivelig Ynde, sine Øjne ivejret. Saasnart hendes Blik, liig to Stjerner i Natten, faldt paa mig, var Fortryllelsen løst. En Følelse af Blusel gik igjennem mig; jeg blev mig atter aandelig bevidst.
— Hvorfor seer Du saa længe og saa stift paa mig? — spurgte hun.
— Hvorfor — kan jeg sige det? — Er det Dig imod, Lili? —
— Jeg kan ikke gjøre ved det, kjære Otto, men det er mig virkelig imod. — svarede hun dvælende: — Ja, imod er det rette Udtryk, hverken Mere eller Mindre. Naar Du saaledes seer paa mig, bliver jeg saa underlig urolig. Det er mig, som om jeg var underkastet een eller anden haard Tvang, som om Nogen holdt Armene paa mig og hindrede enhver fri Bevægelse. Jeg troer, jeg har prøvet noget Lignende idrømme. Det er maaskee barnagtigt; men Du kan jo sagtens lade være at see saaledes paa mig, ikke sandt, Otto? —
— Naturligviis. Men er Du da bange for mig? —
— Bange? — udbrød hun med fremstraalende Liv: — Bange for Dig! — Nu maa jeg lee. Nej, det er jeg rigtignok ikke. — Jeg kunde ligesaa godt spørge,
