Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/545

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

531

yttrer sig, om det end har det nok saa godt, er nok saa lykkelig, hvor det stedes. — — Endelig sagde Lili:

— Hvor det er smukt med dette Kors, som Man har plantet paa Klintens højeste Skrænt! Hvor trøsteligt maa det ikke være for de Søfarende at faa Øje derpaa, især under Storm og Uvejr! Den hvide Klint drager af sig selv Opmærksomheden paa sig, og fra Klinten hæver sig Korset og raaber med udstrakte Arme vide ud over Havet: — Frygt ikke! jeg har gjenløst Dig; Du er min! —

— Men troer Du ogsaa, at alle Mennesker føle eens, Lili? —

— Ikke alle Mennesker, men alle christne Mennesker maa i Hovedsagen føle eens. —

Efter et Ophold vedblev hun, idet hendes Haand uvilkaarlig lagde sig fastere i min:

— Jeg har selv prøvet det, Otto, saa ung jeg end er, tidt og mange Gange, hvilken Kraft der ligger i Korset. Det var en ligesaa naturlig og begrundet som smuk Skik, at slaa Korsets Tegn for sig. Ved at aflægge denne Skik har Verden tabt Mere, end den selv veed af. Kun i Himlen veed Man det. Der blev udentvivl Sorg i Himlen, da det gik afbrug paa Jorden, i det daglige Liv at bruge Korsets Tegn. — Saa ofte jeg føler mig urolig, behøver jeg blot at forestille mig Korset. I samme Øjeblik, jeg i Aanden seer det for mig, bliver jeg atter rolig. Det skeer ligesom ved et