533
tes Dør. Og jeg spurgte i hellig Frygt: — Er det Dig, som banker? — O vent, vent blot, indtil jeg faaer beredt Dig Sted! — .. Og han maatte vente.
Hvor ofte har Du ikke prøvet, hvad et Menneske kan
lide i Drømme? Du drømte saa forfærdelig. Dit Hjerte
snøredes sammen af Angst og Pine. Det var en sand
Helvedes Marter. Men naar Du saa vaagnede, hvor
lettet, hvor lykkelig følte Du Dig ikke ved at kunne sukke:
— Gud være lovet, det var kun en Drøm! —? Det
var Dig ganske, som om Du var født paany. Du
følte ret tilbunds, hvor dejligt det er at leve, endog
under et haardt Tryk af Livets almindelige Byrder og
Plager. Du var saa inderlig taknemlig, og Alting saae
saa lyst ud. Hvad der hidindtil var forekommet Dig
saa tungt at bære, svandt nu sammen til et Intet for
din Bevidsthed.
Ak, min Ven, disse onde, frygtelige Drømme ere dog ikke uden Sandhed. Vogt Dig, o vogt Dig! Hvis Du ikke gjør det, vil Du engang opvaagne i frygtelig Angst og finde, — at det ikke var nogen Drøm.
Jeg veed ikke, hvad jeg skal tænke og tro; Tvivlen
har mig ganske i sin Magt, og Tvivlen kan være en
frygtelig Ting. Det er endog vanskeligt at sige, hvad
der er det Værste, Noget eller Tvivlen. Begge ere de
som glubende Rovdyr. Naget er ligesom en Tiger, der
springer paa og sønderriver En med Tænder og Kløer.
