Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/547

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

533

tes Dør. Og jeg spurgte i hellig Frygt: — Er det Dig, som banker? — O vent, vent blot, indtil jeg faaer beredt Dig Sted! — .. Og han maatte vente.


Hvor ofte har Du ikke prøvet, hvad et Menneske kan lide i Drømme? Du drømte saa forfærdelig. Dit Hjerte snøredes sammen af Angst og Pine. Det var en sand Helvedes Marter. Men naar Du saa vaagnede, hvor lettet, hvor lykkelig følte Du Dig ikke ved at kunne sukke: — Gud være lovet, det var kun en Drøm! —? Det var Dig ganske, som om Du var født paany. Du følte ret tilbunds, hvor dejligt det er at leve, endog under et haardt Tryk af Livets almindelige Byrder og Plager. Du var saa inderlig taknemlig, og Alting saae saa lyst ud. Hvad der hidindtil var forekommet Dig saa tungt at bære, svandt nu sammen til et Intet for din Bevidsthed.

Ak, min Ven, disse onde, frygtelige Drømme ere dog ikke uden Sandhed. Vogt Dig, o vogt Dig! Hvis Du ikke gjør det, vil Du engang opvaagne i frygtelig Angst og finde, — at det ikke var nogen Drøm.


Jeg veed ikke, hvad jeg skal tænke og tro; Tvivlen har mig ganske i sin Magt, og Tvivlen kan være en frygtelig Ting. Det er endog vanskeligt at sige, hvad der er det Værste, Noget eller Tvivlen. Begge ere de som glubende Rovdyr. Naget er ligesom en Tiger, der springer paa og sønderriver En med Tænder og Kløer.