Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/551

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

537

Breve: nidkjære, excentriske, fulde af Indfald, — uregelmæssige og afbrudte i Tankegangen. Kort at sige, hendes Breve vare flammende og flyvende. Bedre veed jeg ikke at udtrykke mig.

Hun skrev aldrig Andet end fortrolige Breve. Nogen Frihed kunde hun derfor med Grund gjøre Fordring paa; men hun tog sig rigtignok store Friheder. Den største var dog deri, at hun ikke saa sjelden brød af midt i sin Tankegang, og uden Videre gik over til noget ganske andet. Hun var sig ikke bevidst, at hun gjorde det; det faldt saaledes med Nødvendighed. Emnerne strømmede nemlig saa stærkt ind paa hendes levende, ivrige Aand, at hun ikke kunde overkomme at faa dem overantvordede til Papiret. Hendes Tanke var altid et godt Stykke forud for hendes Pen. Hun skrev, om jeg saa maa sige, bestandig anticiperende. Heraf fulgte naturligviis, at Ingen med Nytte kunde læse hendes Breve, uden dem, der kjendte hende meget nøje, og vare istand til at forfølge hendes Tankegang, naar den blot saa nogenlunde var antydet.

Men ofte vilde intet Kjendskab og ingen Gjætning slaa til, og saa opstod der undertiden de snurrigste Fejltagelser. Jeg har netop een af disse paa rede Haand.

En Dag opsøgte hun mig ganske alarmeret med et Brev i Haanden.

— Hun maa have faaet en Skrue løs, den gode Mariane P....! — udbrød hun betagen: — Her skal Du høre; hun har rigtignok lavet noget Godt sammen