Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/560

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

546

— Siig ikke det, Otto! — Vi synde alle uden Afladelse, endog uvilkaarlig, uden at vide Noget deraf. Vi selv kjende derfor kun faa af vore Synder; men Gud kjender dem alle, og alle ere de store for ham. —

— Men hvorledes kommer Du just nu til attænke paa dine Synder? —

Lili ligesom studsede. Der hørte fra hendes Side saa saare lidt til at gjøre mig opmærksom, faa mig til at gaa i mig selv. Jeg lod mit Blik svæve omkring. Ja, vistnok maatte jeg skamme mig over mig selv. Hvilket Sted i den vide Verden egnede sig vel som dette til at kalde En Synderne i Minde? —

— Kjære Otto, — svarede Lili bevæget: — jeg blev mig netop nu en ny Synd bevidst. Endog paa dette Sted kan Man ikke holde den syndige Idræt borte. Der opstod pludselig det brændende Ønske i mig, at jeg dog maatte leve en Tid endnu; men jeg glemte at ledsage det med hine Frelserens Ord: — ikke min, men din Villie skee! — I alle Ting, hvad det saa end er, maa vi jo overgive os i Guds Faderhænder. Ellers kunne vi ikke være hans Børn. —

En usigelig bitter Følelse af Harme og Smerte tilsammen gik igjennem mit egenvillige Indre. Uvilkaarlig gled mit Blik til Siden, hvor Muselmanden sad, og jeg tænkte: — det er ligesom talt ud af Tyrkens Hjerte. — Men snart vandt dog Smerten Overhaand, den rene, dybe Smerte, og jeg svarede:

Lili, tvivl ikke derom, Du vil leve! Forjag