547
dog disse sørgelige Tanker! O Lili, min Søster, mit Barn, husk dog paa, hvor højt Du er elsket! —
— Det veed jeg, Otto. — svarede Lili med et Smiil saa sødt, som om hun aldrig havde kjendt til Smerte: — Højt elsket paa Jorden, men endnu højere i Himlen. —
Stilheden var i Begreb med at vinde sit Herredømme tilbage. Men jeg kunde, vilde ikke taale det, og vedblev derfor efter et Ophold:
— Du maa ikke finde nogen Synd i hiint Ønske, kjæreste Lili. Tværtimod, lad det fremgaa ret varmt og frit, og Du vil faa det opfyldt, Du vil leve. Hvis der er nogen Egenvillie deri, saa hører den til de ganske naturlige Ting, som Gud selv har nedlagt i Hjertet. Min egen Lili, gjør Dig ikke selv Uret! Der har aldrig været noget mindre egenvilligt og egenkjærligt Væsen, end Du er, til i Verden. —
— Ja, saaledes dømmer Kjærligheden. — svarede Lili, idet hun med en ubeskrivelig Inderlighed lod sit Blik falde i mit: — Men for saa vidt har Du Ret: var mit Ønske end fuldt af Egenvillie, egenkjærligt var det dog i samme Grad ikke. Thi jeg tænkte derved ikke alene paa mig selv, men ogsaa paa Andre. Otto, begriber Du ikke nok, det var især for din Skyld, jeg ønskede at maatte leve. Du vilde savne mig fremfor Alle, ikke sandt, min eneste, min dyrebare Ven? —
Hvis jeg havde været alene med hende, vilde jeg i dette Øjeblik tilbedende være sunken ned for hendes
