548
Fødder. — Jeg stammede, maaskee hørte hun det ikke engang: — Jeg maatte dø uden Dig! —
Atter blev der Stilhed; men denne Gang var den mig ikke piinlig. Mit Hjerte var fuldt af søde, i det Højeste kun halv smertelige Rørelser. Ogsaa jeg havde, i det Mindste for et Øjeblik, seet Himlen aaben over mig.
Lilis Ansigt var igjen blevet meget alvorligt. Der foregik øjensynlig en Kamp i hendes Indre. Men selv Kampen i hende var fuld af Blide og Fromhed. Hvad hun kæmpede for, var udentvivl dette, at kunne sige med fuld og fri Hengivelse: — ikke min, men din Villie skee! — Men var der en Strid, syntes den for Øjeblikket at skulle blive uafgjort. Thi pludselig rejste hun sig, idet hun sagde med bævende Læber: — Ak, et Menneske er vel nødt til at tænke paa sine Synder, naar det føler Trykket af de Lænker, som holde det tilbage fra Gud! Det er syndigt at hænge saa stærkt ved Verden. — Kom, min Ven! Jeg er nu stærk igjen; lad os drage videre! —
Jeg trykkede blidt hendes Haand i min, inden jeg slap den, og svarede, ikke uden Bebrejdelse — o, hvorledes kunde jeg dog nænne det! —
— Verden, Lili, er det ikke dem, Du elsker i Verden? Er da din Kjærlighed en Synd? Umuligt! Men dog taler Du, som om dit Hjerte var fuldt af Synder, der piinte og ængstede Dig. —
Lili lod sit fulde Blik falde paa mig; der var
