555
stede er opstanden. Som en Dødsdom falder dette Budskab om Livet paa Jødefolkets Hjerter. Men er det ogsaa sandt? Det bliver atter og atter bekræftet; der kan ikke længer tvivles derom. Først seent falder Man paa at undersøge Graven. Graven er tom; Vagten er borte.
Pilatus er een af de Første, som faaer Underretning om det Forfærdelige. Piint af en ond Samvittighed har han ventet det Værste, og det Værste er indtruffet. Det er Sandhed, at der er en Gud til, som oprejser den Retfærdige, endog af Graven, og nedstyrter den Uretfærdige dybt i Helvede. Han farer sammen ved hver en usædvanlig Lyd; han venter hvert Øjeblik at see Hævneren træde ind ad Døren. Han begiver sig til sin Hustru, den svage, elendige Mand. Han finder hende opløst i Taarer. — O, min Drøm, min Drøm! — raaber hun ham hændervridende imøde: — O, havde Du dog blot ikke befattet Dig med denne Retfærdige! —
Men Ypperstepræsterne og de Skriftkloge ere snarraadige, som alle forhærdede Skurke. I Hast sætte de den Løgn i Omløb, at simpelthen Nazaræerens Liig er blevet stjaalet af hans Disciple, som derefter have udspredt det Rygte, at han er opstanden. Derpaa begive de sig op til Pilatus for at klage over Vagtmandskabets Efterladenhed. Med Glæde lader den forknytte Landshøvding Løgnen gjælde, og finder en besynderlig Lettelse ved at lade den ulykkelige Vagt kaste i det piinligste Fængsel.
