Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/572

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

558

som saaledes i Mængde tjente til Smykke for Huusdørene, lagde jeg især Mærke til een, som atter og idelig gjentog sig, og som jeg maatte ansee for meget betegnende: — Gudsfrygt er en stor Vinding. — To Ting lagde i Virkeligheden Israels Folk sig efter: Gudsfrygt og Vinding. Gudsfrygten dog kun paa Skrømt; den var kun et Formvæsen uden Aand og Mening. Vindingen derimod for ramme Alvor, ved alle Snillets og Bedrageriets Midler.

Det var med et bævende Hjerte, at jeg som en Fremmed sneg mig igjennem de vrimlende Gader. Jeg var i Jerusalem, — hvor forskjelligt fra det, jeg havde kjendt i Verden, og dog det samme! Det var Jerusalem, næsten uforandret fra den Tid, da Frelseren havde vandret derigjennem. Frelseren, — han stod for min Tanke, hvor jeg paa disse Steder kom frem. Endog Lili var for en Stund glemt over ham. Her i Jerusalem maatte der dog gives Mennesker, som vidste at tale om Herren. Men allerførst vilde jeg vandre Lidelsesvejen, med et andet Hjerte end eengang, fra Gabbatha til Golgatha, og jeg trængte til en Vejviser. Jeg henvendte mig til den Første den Bedste, efter ham til en Anden, efter ham til Mangfoldige, men blev af dem alle kort afviist. Nogle gjorde sig endog vrede og truede ad mig, idet jeg spurgte dem om via dolorosa. Formodentlig have de antaget, at jeg var en Romer og talte Latin. I Begyndelsen troede jeg, at det blot var Uvillie mod den Fremmede; men snart maatte jeg