559
mærke, at der ikke fandtes een Eneste, som kjendte Noget til Jomfru Marias Søn fra Nazareth. Han var glemt, aldeles glemt. Andre Profeter vare traadte i hans Sted, falske Profeter.
Saa maatte jeg da hjælpe mig selv, og orientere mig saa godt, jeg kunde. Først gik jeg til Golgatha.
Jeg stod paa Golgathas Høj, hensunken i mig selv. Jeg søgte i mit Inderste efter Noget, ak, som ikke var til at finde. Det gik mig som altid. Førend jeg begyndte at søge, forekom det mig, at det maatte ligge lige fremme; men, saasnart jeg gav mig til at søge, var det ganske borte.
Jeg troede mig ene, men var det ikke. Da jeg saae tilsiden, fandt jeg et Menneske staaende paa Højens Top med vidt udbredte Arme. En underlig Skikkelse og en ligesaa underlig Stilling. Da jeg traadte nærmere, hørte jeg, at hans Mund strømmede over af Velsignelser.
— Hvem er det, Du saaledes velsigner? — spurgte jeg.
Mennesket studsede, og saae forvildet paa mig. Det var øjensynligt, at .han af al Magt anstrengte sig for at samle sine Tanker, men ikke formaaede det. Med ynkelige Miner svarede han slæbende: — Jeg veed det ikke. —
Men nu vidste jeg, Hvem han var. Jeg havde hørt tale om ham. Det var den onde Røver, som engang havde spottet Frelseren paa Korset. Nu velsigner
