569
ganske sikker, eftersom jeg aldrig havde staaet i nogensomhelst Forbindelse med dette aandelige Politi- og Bøddelvæsen i Verden. Men det hjalp ikke; jeg maatte gjøre den yderste Vold paa mig selv for at bringe mig til at blive.
Hvor frygtelig var ikke denne Stilhed! Og dog var Staden ifærd med at udvikle sit allerfyldigste Liv. Alting tydede paa, at den store Autodafees Time var nær. Formummede Skikkelser mylrede frem af alle Husene; jeg behøvede kun at følge Strømmen for at naa Festens Skueplads. Men, da Forestillingen om Hs. katholske Majestæt og de sex hundrede andre Kjættere paa Baalet levende paatrængte sig min Sjæl, kom der en kvælende Angst over mig, som jeg ikke længer formaaede at bekæmpe. Jeg lod Fest være Fest og foer tilbage, som om Døden i den hellige Hermandads Skikkelse sad mig paa Nakken. Lykkelig, lad mig tilføje, imod al Forventning, slap jeg ud af Staden. Den kolde Sved stod paa min Pande, Knæene vaklede under mig; jeg sank ligesom bedøvet sammen, saasnart jeg befandt mig udenfor den frygtelige Stads Mure.
