Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/593

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

579

ningsløse deri. Og Tiden gaaer. Paradiisglandsen er for længe siden forbi; Lyset tager kjendelig af. Men Man bygger og bygger, og bestandig lettere bliver Man om Hjertet. Det er naturligt; Stenene gaa efterhaanden med. Staden hæver sig i umaadelige, uformelige Masser og fornuftstridige, fabelagtige Proportioner. Jo højere Man bygger, desto tydeligere kommer Urimeligheden frem. En Tid kan det gaa; men i Længden kan det umulig holde sammen. Paa et vist Punkt maa det briste, og dette Punkt falder nær sammen med det atter indtrædende fuldkomne Mørke. Man seer sig lige ved Enden. Man har allerede flettet Krandsen af de skjønneste diplomatiske Aktstykker, — da det Hele igjen pludselig styrter sammen. Braget lyder over og gjennemryster hele Helvede. Alle Stenene i den uhyre Bygning falde igjen tilbage paa de respektive Hjerter; Helvede gjenlyder af fortvivlede Ak og Vee. Kun det uhyre Fundament bliver tilbage, og paa denne sørgelige Levning sidde Kongerne, nedtrykte under deres Krones Vægt og Kongedømmets Ulykker, — dobbelt elendige sidde de der, ligesom Marius engang paa Karthagos Ruiner. Og det er Nat. Det er blevet ganske stille i Helvede. Men vide lyde Kongernes Sukke.