580
XXXIV.
Lyset er paa Hældingen. Min Tanke vender uophørlig igjen tilbage til Lili. Der finder jeg dog altid Noget, som i det Mindste ligner Fred.
Hvorledes kæmpede hun ikke mod Sygdommen, saalænge Kamp var mulig, hvor stærkt gjorde sig ikke hendes fine, ømme Væsen for at berolige og trøste os!
Hun havde tilsidst ingen Ro paa sig. Vi tænkte kun paa, saa snart, som muligt, igjen at indskibe os til Europa. Men hun forlangte at komme tilbage til Bethlehem, og vi kunde ikke Andet end føje hende. Med saa stor en Omhu og Forsigtighed end denne lille Rejse blev iværksat, følte vi os dog urolige for Følgerne. Men Lili forsikkrede, at hun befandt sig bedre og kun trængte til Hvile.
En stor Deel af Dagen tilbragte hun under Solsejl oppe paa en lille Terrasse over Klostermuren. Der sad jeg hos hende, — jeg var næsten aldrig mere fra hendes Side — jeg kunde gjerne sige, bedrøvet indtil Døden. Der var det, at hun, for at vise mig, hvor
