Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/595

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

581

rask, hvor oplivet hun følte sig, fortalte mig sin sidste Historie. Ja, det blev hendes sidste. Det var ikke Anstrengelsen, — det lykkelige Smiil, hendes Stemmes blide, søde Melodi vidnede derimod — nej, det var selve Døden, som var hende for stærk.

— Det var i Morgendæmringen. Der begyndte at komme Liv i Nattetaagen, som hvilede i Kløfterne mellem Oliebjerget og Staden Jerusalem. Nedad Bjerget skred Apostelen Jakob, Herrens Broder, med Tilnavnet: den Retfærdige. Han havde tilbragt Natten paa Bjerget i Andagt og Bøn efter sin Mesters Exempel. Fremfor alle Steder var dette Sted ham dyrebart, hvor Herren havde stridt sin sidste haarde Strid i Bønnen.

Natten var tilende, og han gik nu hjem til sit Huus. Da han traadte frem af Olivenlunden, standsede han et Øjeblik, paa den frie Skrænt over Dalen. Solen var ved at staa op; langsomt hævede Taagerne sig, og spredtes for Morgenvinden. Tætved var Gethsemane Have; nede i Kløften slyngede sig Kedrons Bæk. Hiinsides hævede Jerusalem sig med sine mægtige, men forfaldne Mure; højt over samme traadte Templet frem i straalende Herlighed, Templet, som snart skulde lægges øde.

Dog Jakob haabede, at han ikke skulde faa denne Ødelæggelsens Vederstyggelighed at see, som vist vilde komme. Thi han elskede sin Stad og sit Folk. En lykkelig Følelse, som ej kunde svige, sagde ham, at han vilde have udstridt forinden og vundet Kronen. Ja, det