Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/596

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

582

var en lykkelig Følelse; thi højere end sin Stad og sit Folk elskede han Herren, og det var for hans Tanke Salighedens Fylde, bestandig at være hos Herren.

Han vilde gaa videre, da en Kvinde kom ham imøde, ung og smuk, men Sorgens udtrykte Billede. Hun var kun sytten Aar. De stride Taarer randt hende nedover Kinderne, og hun vred i dybeste Smerte sine Hænder. Da hun kom nær, faldt hun Apostelen tilfode og bad ham forbarme sig over hende. — Hendes Mand havde nylig overstaaet en hidsig Feber, men svandt hen som en Skygge. Ingen Læge vidste Raad, og fattige vare de. Han vilde dø, ak, dø! Og de elskede hinanden saa inderlig. —

Apostelen svarede ikke, men betragtede hende med et Blik, som trængte igjennem til hendes Inderste; han syntes at læse i hendes Sjæl, ligesom i en Bog. Han kjendte hende. Oftere havde hun været tilstede ved hans Forkyndelse af Naadens Evangelium. Men Troen havde endnu ej kunnet fæste Rod i hendes Hjerte. Hun havde endnu for stor en Tillid til Verden; hun elskede endnu sig selv altfor højt. Det syntes hende altfor tungt, i saa ung en Alder at opgive Verden, og endnu tungere at opgive sig selv.

Længe forblev Oldingen taus, medens han betragtede den arme unge Kvinde. Hun følte sig underlig tilmode under dette Blik; ja, hun bævede derunder. Thi, saa mildt det end var, laa der et Alvor og en