Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/597

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

583

Myndighed deri, som alene Gud kan forlene. Endelig brød Apostelen Tausheden, idet han spurgte:

— Kvinde, elsker Du ham da saa højt? —

— Ja, Fader, jeg elsker ham. — svarede Kvinden med skjælvende Røst.

— Saa højt som Dig selv? — spurgte Apostelen videre.

— O højere, meget højere! — udbrød Kvinden, og kunde neppe faa Ordene frem for Hulken.

— Nuvel, min Datter, der gives eet Middel, hvorved Du kan bevare din Ægtefælle for Livet. Det er møjsomligt, men tænk paa, det er det eneste! Gak omkring i Staden, fra Huus til Huus, og trygl om milde Gaver til din Mand! —

— Ak, Fader, Penge, frygter jeg for, kunne ikke længer gavne ham. —

— Ikke om en Skjærv af Penge skal Du bede, hvor Du kommer frem, men om en Skjærv af Tid. Alle de Levedage, som gode Mennesker i barmhjertig Hu ville afsee, skulle ved Guds Naade komme din Mand tilgode. —

Kvinden tænkte: — Der gives mange gode Mennesker, og Menneskene i Almindelighed agte deres Livsdage for meget ringere end deres Penge. Paa de sidste holde de sammen, medens de ødsle med og ikke vide, hvorledes de skulle faa Ende paa de første. — Hun takkede Oldingen, med Hjertet fuldt af Velsignelser, og gik trøstet bort.