584
Og saa gav hun sig til at gaa omkring i Jerusalem, med ydmyg, inderlig Begjær, idet hun fortalte om sin døende Ægtefælle, og om den Guds Mand, som havde henviist hende til fromme Menneskers Barmhjertighed. — Velsigne Eder Gud, — saaledes sluttede hun: — om ikke Mere, saa dog blot et Par Dage! —
Men hun havde kun ringe Held med sig. Nogle — spottede hende og meente, at hun nok havde mistet Forstanden; Andre joge hende uden videre med Skjældsord paa Døren; atter Andre fandt, at det var en prægtig Spøg, men vovede dog ikke at indlade sig paa Spøgen. Mange Steder fæstede Man dog Liid til hendes Tale; men der var Ingen, som havde endog blot een eneste Dag at undvære. De Fleste undskyldte sig med, at de selv vare svagelige og ikke havde lang Tid at leve i; eller de havde endnu saa meget at udrette i Verden, eller de havde saa stor en Familie at forsørge. Hver Dag var disse Mennesker kostbar. Og, mærkeligt nok, de Mennesker, som ødslede allermest med Tiden, vare i Almindelighed de mest paaholdne. Men nogle Steder maatte hun lide de bittreste, grusomste Krænkelsen — —
— — — Saa vidt kom hun, og ikke længer. Eet af hine frygtelige Tilfælde, hvorpaa jeg endnu ikke kan tænke uden Gru, afbrød pludselig Fortællingens Traad, og selve Livets Traad var brudt med det Samme. Fra denne Stund rejste hun sig, gjorde hun sig aldrig stærk mere. Skuffe os kunde hun i det Mindste ikke. Livet i hende var kun som en Lampe, der nu og da
