590
Den arme Kvinde vilde fjerne sig. Men et pludseligt Udbrud af den unge Mand standsede hende. Han havde endelig faaet Øjnene op for hendes paafaldende Skjønhed. — Vent lidt! — udbrød han, idet han rejste sig op fra Løjbænken: — Jeg har endnu Noget at sige Dig. —
Han havde faaet et lyst Indfald. Han trængte til at pirres; men Pirringsmidlerne vare blevne sjeldne. Dog her var eet lige ved Haanden.
— Jeg sagde: Noget for Noget, lige Parti. — vedblev han: — Mine Livsdage staa til din Raadighed, faa eller mange, som Dig behager; men Du maa sætte noget Tilsvarende op derimod. Lad os faa os et Spil! Her er Tærninger. Jeg sætter en Part af mit Liv ind, og Du din Dyd, eller en Part af din Dyd, ligesom Du vil kalde det. Hvor meget kan vel din Dyd være værd? Gjør Dig nu blot ikke altfor knibsk og kostbar! Lad os sige: sex Maaneder af mit Liv! — Er det for lidt? Nuvel, jeg er ingen Gnier, et fuldt Aar da, — to Aar, om Du forlanger. — Ved Templet, for en ringe Ting giver jeg ikke slip paa Dig! — vedblev han, idet han greb hende om Haandledet: — Jeg siger da: tre Aar! Det er en høj Priis, og et højt Spil. — Du vil ikke? Taabe, din Mand behøver jo aldrig at faa det at vide! Du behøver jo kun at bade Dig i Jordan; saa er den Synd aftvættet, og Du er lige reen og skjær. — Det er altsaa Alvor, Du vil ikke? — Nu, saa rejs til Gehenna! —
