Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/608

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

594

om hun ikke kjendte til Træthed, rejser hun sig og iler videre for at opsøge Apostelen.

— Nu, min Datter, hvad Held har Du havt? — spurgte Oldingen hende med inderlig Medlidenhed.

— O Fader, Menneskene have ingen Barmhjertighed; Verden er ond, og tænker kun paa sig selv i sine kjødelige Begjæringer. —

— Det er sandt, mit Barn! Barmhjertigheden er hos Gud alene. —

— Ja, min Fader, og det er til den, jeg vil henfly. Der er Ingen, som har villet skjænke mig saa meget som een eneste Dag, og der hører mange Dage til et Liv, der udfordres mange Dage til at bevare mig min Huusbond. Jeg var nærved at fortvivle. Men da randt mig pludselig ihu, at jeg selv havde et Liv, efter min Ungdom at regne, endog et langt Liv. O, Du Guds Mand, kan jeg da ikke selv alene under Eet give, hvad de Mange ej vilde give ved at lægge Skjærv til Skjærv? Min Ægtefælle er mig mit halve Liv. Saa lad ham da faa mit halve Liv! Saa kunne vi leve og dø med hinanden. Eller lad ham, om det er nødvendigt, kun faa det hele! Jeg døer gjerne, naar han blot maa leve! —

Saaledes talte hun under blidt rindende Taarer. Men Apostelen lagde velsignende sin Haand paa hendes Hoved og sagde med bevæget Røst:

— Min Datter, vær frimodig! Du har fundet Naade for Gud. Gak hjem! Din Huusbond vil leve, og Du skal leve med ham! —