595
Det er Fortællingen. Vent ikke, at jeg skal udvikle for Dig, hvilket Indtryk den gjorde paa mig! Det være Nok at sige, at det var mig livagtig, som om Lili talte til mig fra den anden Verden, og at jeg lod mit Hoved synke i mine Hænder og græd bitterlig, ikke saa meget over hende, som over mig selv.
Eet stod klart for mig, og i denne Tanke fik jeg ligesom nogen Oprejsning: Dersom dette Vilkaar var blevet mig stillet, vilde ogsaa jeg med Glæde have deelt mit Liv med Lili, ja, jeg troer det vist, jeg vilde ubetinget have hengivet Livet for hende. Saaledes havde jeg elsket hende. Men hvad var nu Historien mig værd? Kun nogle Taarer, som Ingen maatte see, kun nogle Taarer!
Det er ved det sidste, hastig svindende Lysskjær, at
jeg slutter dette Brev. Jeg gruer, jeg gruer. En stor
Deel af den Rædsel, som dette Dødsmørke indeslutter,
skyldes Forestillingen om den yderste Dag. Naar vil
den komme? Hvo veed det? Men den vil, den vil komme
engang!
Fortabt! — det er et skrækkeligt Ord. En sand Afgrund af Rædsel, Kval og Elendighed aabner sig deri. Men er jeg ogsaa virkelig fortabt, for evig fortabt? Nej, endnu ikke; det føler jeg sikkert. Men nu paa den anden Side, er der da nogen Mulighed for at blive frelst? Til dette Spørgsmaal har jeg intet Svar. Baade Ja og Nej er for meget. Stundom synes mig,
