599
Tænder, i en rasende Smerte. Du vilde ræddes ved at see mig, — mig, som Du dog maaskee endnu kalder din gode, gamle Ven. Jeg siger: — Gud bevare Dig derfor! — — Men jeg seer, at jeg maa gribe mig sammen. Det var ikke for at hyle Dig Ørerne fulde, at jeg greb Pennen, men simpelthen kun for at slutte mit Brev, at det endelig engang kunde komme afsted. Maaskee vil det vare længe, meget længe, inden Du igjen hører fra mig. Rigtignok er Du min Ven; men Du kan ikke tage fortrydelig op, at, naar det kommer dertil med mig, at jeg opgiver Alt, jeg da ogsaa opgiver Dig.
De nærmest foregaaende Linier vare skrevne ved det sidste Skjær af det svindende Lys. Hvor gruede jeg ikke for den lange, lange Nat. For hver Gang Dødsnatten vender tilbage, bliver den os stedse forfærdeligere. Naar Mørket falder paa, er Helvede ligesom raseret. De tusinde forskjellige Ting, hvormed den ørkesløse Indbildningskraft har udstyret det, i Liighed med Verden: Stæder, Slotte, Villa'er, Promenader, Theatre, Kirker, Klubber, Knejper og Bordeller &c. &c., overhovedet Alt, hvad der hører til Livets Comfort eller Lyst i Verden, — det er Altsammen ikke mere. Ethvert Skin af Beboelighed er forsvundet. Helvede ligner en uhyre bælgmørk Kjælder, hvis Indvaanere, Faa eller Mange, Mand eller Kvinde, Udvalg eller Udskud — Man veed ikke, hvilket — maa finde sig tilrette og krybe sammen, som
