Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/615

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

601

den taler Man ofte, og det med god Grund, om det Haarde i en Strid. Ak, selv den haardeste Strid vilde have været Lyksalighed mod denne min Tilstand! Thi heri Helvede er der egentlig sletikke Tale om nogen Strid mere. Nok om Raseri og Selvfortærelse, men ikke om Strid. Man er et Offer, et elendigt, af Himmel og Jord opgivet Offer. Enhver lille Djævel har Frihed til at slaa sine Kløer i En, og rive og flænge, det Bedste, han har lært. Forstaa mig ret, jeg taler figurlig. Af Smaadjævle gives der ingen i Helvedes Pine uden vore egne onde Tanker, Nag, Lyster og Lidenskaber. Derimod en Stordjævel gives der, dog, Gud være lovet, endnu uden Magt over vore Sjæle.

Denne Nat foretog han sin sædvanlige Mønstring i Helvede. Ikke altid bruger han Natten dertil; men han foretrækker Natten. I sig selv er Dødsnatten en Rædslernes Afgrund. Men det kan blive værre; der gives en Afgrund under Afgrunden, en Rædsel over alle Rædsler. Pludselig kommer den paa, og bringer hele Helvede til at stivne. De Millioner elendige Sjæle ere ligesom støbte sammen til Eet i en navnløs Gru og Forfærdelse. Thi de føle, at der er En iblandt dem, som ingen Forbarmelse kjender, og som fortærer sig selv, indtil han kan komme til levende at fortære dem. Han er iblandt dem; men hvor, det kan Ingen sige. Men det er just det Grueligste. Det gnistrer igjennem Mørket, ligesom naar Man stryger en sort Kat mod Haarene; lange Ildtraade gjennemskjære Mulmet