56
uden Grændse hang hun fra denne Stund af ved mig, ved mig, hendes modvillige Fordærver. Hun følte ganske rigtig, skjøndt paa sin egen Maade, at jeg havde taget hendes Liv. Hun elskede mig, fortabt, som hun var; det var i mig, hun i enhver Betydning var fortabt.
Da greb Angeren, ja allerede da greb Angeren med skarpe Kløer om mit Hjerte. Men det var tillige umuligt Andet, end at jeg jo maatte føle mig inderlig rørt over en saadan Kjærlighed, en saa fuldkommen Hengivelse. Thi ganske fordærvet var jeg dog ikke. Og havde hun været yndig før, saa var hun det ikke mindre nu. Ikke til at gjenkjende, det er sandt; men ogsaa Omslaget havde sit Trylleri. For saa fri og kjæk som den, hvis Nakke aldrig havde prøvet noget Aag; nu betvungen og ydmyg, som den, der dog kyssede sine Lænker.
Jeg elskede hende igjen, eller troede i det Mindste at gjøre det. Og for Alvor gav jeg mig til at tænke paa at ægte hende. — —
Men det skulde komme anderledes. Min kloge,
hensynsfulde Moder fik Nys om Sagen og tog sig for
at bringe mig til Fornuft. Paa en Maade, som ikke
egnede sig til at opirre mig, men ikke desto mindre var
meget virksom, foreholdt hun mig Daarskaben i det
Skridt, jeg agtede at gjøre. Der var ingen Spot i
hendes Tale; men alligevel følte jeg Sagen latterliggjort.
Hun traadte ikke ivejen for min Plan, men lærte mig
efterhaanden at betragte den med andre Øjne. Dersom
