62
sig saa trygge, fordi de vare sig bevidste, ikke at have begaaet nogen Forbrydelse; i denne Bevidsthed fandt de Retfærdighedens Fylde. Og alligevel ere de farne til Helvede. Disse Mange komme ogsaa, i det Mindste for en stor Deel, til Helvede uden herskende Begjærlighed. Atter raaber det mod Himlen. Men lige elendige blive de. Pinen for denne Art Verdensmennesker er den, at de her Intet have at tage vare, ingen Forretninger, ingen Syssel, hvori de kunne hengive sig og blive borte. Have de end ingen Begjærlighed, saa have de en Vane. Og hedder det ikke: — Gammel Vane bider bedst —? Det vil her sige: Vanen bider i det Mindste ligesaa godt som Begjærligheden. Vist er det, at, dersom Kjedsomhed og Lede kunde dræbe Folk, og Man heri Pinen kunde dø, saa vilde de fleste af Helvedes Indvaanere omkomme af Kjedsomhed, og Helvede vilde blive øde.
Efter med Skjønsomhed at have ladet mig
presentere, lever jeg meget selskabelig. Du studser maaskee
ved Ordet presentere? Uden Grund, siger jeg Dig.
Skulde vi ikke ogsaa her kjende til Levemaade og god
Skik? Det er ikke nogen Kunst at fare til Helvede;
men at blive presentabel i Helvede, det hører der endda
Noget til. Ganske ligesom i Verden, kun med den
Forskjel, at der kommer det an paa, hvad Man er, her,
hvad Man har været. I Verden var jeg den smukke
og behagelige, fine og elegante Mand, med store Midler.
