84
aldeles glemte sig selv og var saa ganske uden Fordring, som ansaae sig selv for saa ringe og fattig, og dog bar sig ad, som om den havde havt tusinde Liv og tusinde Lyksaligheder at bortgive i Kjærligheden.
Saa ung jeg var, stak der dog allerede et godt
Stykke af en Vellystning i mig. Uden Følelse for de
hellige Magter i hendes Væsen kunde jeg umulig blive;
til sine Tider, især senere, da hun ej kunde kaldes
Barn længer, var denne Følelse endog meget levende.
Men dog, jeg maa bekjende det, var det fra Begyndelse
til Ende med vanhellige Blikke, at jeg betragtede hende.
Hastig var jeg i mit Hjerte gaaet ind paa min Moders
Forslag. Jeg ikke alene vogtede, jeg ligesom rugede over
det smukke Barn. Hun var allerede et Rov for min
Begjærlighed; jeg beregnede forud, hvad hun engang i
Tiden vilde kunne indbringe mig. Hun var ikke
vanskelig at vinde; jeg vandt hende ganske og aldeles. Naar
jeg vilde, laa hun i mine Arme, rakte mig sin Kind til
Kys, lod sin søde lille Haand blive borte i mine. Med
ringe Kunst forstod jeg at bringe hendes Ømhed op til
Lidenskabs Højde, under Form af Savn og Længsel,
ogsaa Anger. Men det var mig, ikke hende, der havde
Noget at angre.
Saaledes gik det henved et Par Aar; da fandt min Moder det atter nødvendigt at gribe ind. — Dette gaaer ikke; — sagde hun til mig: — Du optager din Lykke forud, og vil forspilde den. Hun vil modnes alt-